Jeg har lige trevlet op. For Gud ved hvilken gang har jeg trevlet det meste af en bluse op. Hver gang er det mange timers arbejde, der forsvinder på ganske kort tid. Timer med møjsommelig beregning, tællen frem og tilbage, strik i ret og vrang, omslag, sammenstrikninger.... alt forsvinder og bliver forvandlet til fine cylindriske garnnøgler, vundet op på mit elskede krydsnøgleapparat.
Og hvor de fleste har det rigtig dårligt med at trevle op, har jeg det faktisk ganske fint. Jeg føler lettelse, fordi jeg har gjort op med mig selv, at det, jeg havde strikket, ikke var helt tilfredsstillende for mig. I stedet for at strikke blusen færdig - og derefter aldrig bruge den - har jeg nu mulighed for at bruge garnet til noget, jeg er tilfreds med.
Forleden læste jeg en roman, der foregik i Skotland for et par hundrede år siden. Her strikkede kvinderne fine blonder - og pigerne strikkede hver anden pind, der kun bestod af retmasker. Det gjorde de så, indtil de var dygtige nok til at begynde at strikke mønster - typisk 8 - 10 år! Jeg kom til at tænke på min egen strikkebarndom. Den stod også på retmasker i meget, meget lang tid. Et strikketøj, der næsten ikke voksede, fordi min mor pillede det op, når der var fejl i. Sjovt nok husker jeg det overhovedet ikke som tvang eller træls. Jeg husker derimod stoltheden, når jeg havde præsteret en fejlfri pind - og dem blev der flere og flere af. Og jeg husker især, da jeg opnåede det helt vilde: Jeg fik lov til at lære at strikke vrang!!! Det var sgu en stor dag - og jeg sammenligner uvilkårligt med i dag, hvor mulighederne for at få lov til at lære noget er enorme - men hvor modtagerne ikke altid er lige taknemmelige, endsige motiverede for at lære det grundlæggende, inden de farer videre til det næste.
Så nu vil jeg sætte mig hen og tænke lidt over, hvad jeg vil bruge mit garn til. Ideer er der nok af - og takket være den grundige indlæring jeg fik som barn, har jeg masser af teknik til at omsætte dem....
Og hvor de fleste har det rigtig dårligt med at trevle op, har jeg det faktisk ganske fint. Jeg føler lettelse, fordi jeg har gjort op med mig selv, at det, jeg havde strikket, ikke var helt tilfredsstillende for mig. I stedet for at strikke blusen færdig - og derefter aldrig bruge den - har jeg nu mulighed for at bruge garnet til noget, jeg er tilfreds med.
Forleden læste jeg en roman, der foregik i Skotland for et par hundrede år siden. Her strikkede kvinderne fine blonder - og pigerne strikkede hver anden pind, der kun bestod af retmasker. Det gjorde de så, indtil de var dygtige nok til at begynde at strikke mønster - typisk 8 - 10 år! Jeg kom til at tænke på min egen strikkebarndom. Den stod også på retmasker i meget, meget lang tid. Et strikketøj, der næsten ikke voksede, fordi min mor pillede det op, når der var fejl i. Sjovt nok husker jeg det overhovedet ikke som tvang eller træls. Jeg husker derimod stoltheden, når jeg havde præsteret en fejlfri pind - og dem blev der flere og flere af. Og jeg husker især, da jeg opnåede det helt vilde: Jeg fik lov til at lære at strikke vrang!!! Det var sgu en stor dag - og jeg sammenligner uvilkårligt med i dag, hvor mulighederne for at få lov til at lære noget er enorme - men hvor modtagerne ikke altid er lige taknemmelige, endsige motiverede for at lære det grundlæggende, inden de farer videre til det næste.
Så nu vil jeg sætte mig hen og tænke lidt over, hvad jeg vil bruge mit garn til. Ideer er der nok af - og takket være den grundige indlæring jeg fik som barn, har jeg masser af teknik til at omsætte dem....
