At øve sig.....

Jeg har lige trevlet op. For Gud ved hvilken gang har jeg trevlet det meste af en bluse op. Hver gang er det mange timers arbejde, der forsvinder på ganske kort tid. Timer med møjsommelig beregning, tællen frem og tilbage, strik i ret og vrang, omslag, sammenstrikninger.... alt forsvinder og bliver forvandlet til fine cylindriske garnnøgler, vundet op på mit elskede krydsnøgleapparat.
Og hvor de fleste har det rigtig dårligt med at trevle op, har jeg det faktisk ganske fint. Jeg føler lettelse, fordi jeg har gjort op med mig selv, at det, jeg havde strikket, ikke var helt tilfredsstillende for mig. I stedet for at strikke blusen færdig - og derefter aldrig bruge den - har jeg nu mulighed for at bruge garnet til noget, jeg er tilfreds med.
Forleden læste jeg en roman, der foregik i Skotland for et par hundrede år siden. Her strikkede kvinderne fine blonder - og pigerne strikkede hver anden pind, der kun bestod af retmasker. Det gjorde de så, indtil de var dygtige nok til at begynde at strikke mønster - typisk 8 - 10 år! Jeg kom til at tænke på min egen strikkebarndom. Den stod også på retmasker i meget, meget lang tid. Et strikketøj, der næsten ikke voksede, fordi min mor pillede det op, når der var fejl i. Sjovt nok husker jeg det overhovedet ikke som tvang eller træls. Jeg husker derimod stoltheden, når jeg havde præsteret en fejlfri pind - og dem blev der flere og flere af. Og jeg husker især, da jeg opnåede det helt vilde: Jeg fik lov til at lære at strikke vrang!!! Det var sgu en stor dag - og jeg sammenligner uvilkårligt med i dag, hvor mulighederne for at få lov til at lære noget er enorme - men hvor modtagerne ikke altid er lige taknemmelige, endsige motiverede for at lære det grundlæggende, inden de farer videre til det næste.

Så nu vil jeg sætte mig hen og tænke lidt over, hvad jeg vil bruge mit garn til. Ideer er der nok af - og takket være den grundige indlæring jeg fik som barn, har jeg masser af teknik til at omsætte dem....

At bruge sine hænder....

Sådan en halvmørk og stormfuld formiddag hvor jeg sidder og hygger med strikketøjet, begynder tankerne at flyve. Jeg ser på mine hænder, der bevæger sig af sig selv - jeg tænker ikke over, hvad de laver, for så går der da først som sidst ged i det. De strikker 10 ret 1 vrang, 10 ret 1 vrang, igen og igen. Når pinden er slut, vendes den og der fortsættes i nøjagtigt samme mønster og tempo på den anden side: 10 ret  1 vrang, 10 ret 1 vrang.......
Mine hænder har strikket i over 50 år. 52 år, for at være mere præcis. Jeg var 4 år, da min mor besluttede, at det var på tide. Selv strikkede eller syede hun altid, når hun ikke var på arbejde eller gjorde rent eller lavede mad eller vaskede tøj..... Hun var altid i gang. Jeg kan ikke huske, at jeg nogensinde har set hende bare sidde. Aldrig!
Hun fandt 2 pinde og noget hvidt garn frem. Slog masker op, viste mig hvordan man strikker ret, og så gik jeg i gang. Jeg sad på en lille skammel ved siden af hendes stol, og når jeg havde kæmpet mig igennem en pind, kontrollerede hun den, hvorefter hun vendte strikketøjet og strikkede de første to masker. Så kunne jeg fortsætte.
Jeg skulle strikke en time om dagen. Hvis der var fejl i det, jeg havde strikket, blev det pillet op, så i begyndelsen gik det meget langsomt fremad - for nu at sige det mildt. Det var ikke nogen specielt pædagogisk metode - men den virkede for mig. I dag piller jeg stadig op, hvis der er fejl - uanset hvor langt jeg er kommet med arbejdet. Og det har jeg det faktisk fint med - jeg synes ikke, det er forkert at gøre sig umage. Nogle gange er det bare sindssygt umoderne!!

Begrebet "at bruge sine hænder" er igen på vej til at blive positivt. Da jeg gik i skole, blev eleverne delt efter 7. klasse: De boglige kom i realklassen og resten kom i 8. - 10. klasse. Det var dem, der kunne "bruge deres hænder". Jeg kom i realen... men jeg elskede stadig at bruge mine hænder til håndarbejde, bagning, madlavning, tegning osv. Jeg har prøvet mange slags håndarbejde, men det er strikning, jeg altid vender tilbage til - eller rettere sagt: Jeg har altid et strikketøj eller to i gang, for dybest set har jeg det, som min mor havde det: Jeg kan ikke bare sidde!