Sådan en halvmørk og stormfuld formiddag hvor jeg sidder og hygger med strikketøjet, begynder tankerne at flyve. Jeg ser på mine hænder, der bevæger sig af sig selv - jeg tænker ikke over, hvad de laver, for så går der da først som sidst ged i det. De strikker 10 ret 1 vrang, 10 ret 1 vrang, igen og igen. Når pinden er slut, vendes den og der fortsættes i nøjagtigt samme mønster og tempo på den anden side: 10 ret 1 vrang, 10 ret 1 vrang.......
Mine hænder har strikket i over 50 år. 52 år, for at være mere præcis. Jeg var 4 år, da min mor besluttede, at det var på tide. Selv strikkede eller syede hun altid, når hun ikke var på arbejde eller gjorde rent eller lavede mad eller vaskede tøj..... Hun var altid i gang. Jeg kan ikke huske, at jeg nogensinde har set hende bare sidde. Aldrig!
Hun fandt 2 pinde og noget hvidt garn frem. Slog masker op, viste mig hvordan man strikker ret, og så gik jeg i gang. Jeg sad på en lille skammel ved siden af hendes stol, og når jeg havde kæmpet mig igennem en pind, kontrollerede hun den, hvorefter hun vendte strikketøjet og strikkede de første to masker. Så kunne jeg fortsætte.
Jeg skulle strikke en time om dagen. Hvis der var fejl i det, jeg havde strikket, blev det pillet op, så i begyndelsen gik det meget langsomt fremad - for nu at sige det mildt. Det var ikke nogen specielt pædagogisk metode - men den virkede for mig. I dag piller jeg stadig op, hvis der er fejl - uanset hvor langt jeg er kommet med arbejdet. Og det har jeg det faktisk fint med - jeg synes ikke, det er forkert at gøre sig umage. Nogle gange er det bare sindssygt umoderne!!
Begrebet "at bruge sine hænder" er igen på vej til at blive positivt. Da jeg gik i skole, blev eleverne delt efter 7. klasse: De boglige kom i realklassen og resten kom i 8. - 10. klasse. Det var dem, der kunne "bruge deres hænder". Jeg kom i realen... men jeg elskede stadig at bruge mine hænder til håndarbejde, bagning, madlavning, tegning osv. Jeg har prøvet mange slags håndarbejde, men det er strikning, jeg altid vender tilbage til - eller rettere sagt: Jeg har altid et strikketøj eller to i gang, for dybest set har jeg det, som min mor havde det: Jeg kan ikke bare sidde!
Mine hænder har strikket i over 50 år. 52 år, for at være mere præcis. Jeg var 4 år, da min mor besluttede, at det var på tide. Selv strikkede eller syede hun altid, når hun ikke var på arbejde eller gjorde rent eller lavede mad eller vaskede tøj..... Hun var altid i gang. Jeg kan ikke huske, at jeg nogensinde har set hende bare sidde. Aldrig!
Hun fandt 2 pinde og noget hvidt garn frem. Slog masker op, viste mig hvordan man strikker ret, og så gik jeg i gang. Jeg sad på en lille skammel ved siden af hendes stol, og når jeg havde kæmpet mig igennem en pind, kontrollerede hun den, hvorefter hun vendte strikketøjet og strikkede de første to masker. Så kunne jeg fortsætte.
Jeg skulle strikke en time om dagen. Hvis der var fejl i det, jeg havde strikket, blev det pillet op, så i begyndelsen gik det meget langsomt fremad - for nu at sige det mildt. Det var ikke nogen specielt pædagogisk metode - men den virkede for mig. I dag piller jeg stadig op, hvis der er fejl - uanset hvor langt jeg er kommet med arbejdet. Og det har jeg det faktisk fint med - jeg synes ikke, det er forkert at gøre sig umage. Nogle gange er det bare sindssygt umoderne!!
Begrebet "at bruge sine hænder" er igen på vej til at blive positivt. Da jeg gik i skole, blev eleverne delt efter 7. klasse: De boglige kom i realklassen og resten kom i 8. - 10. klasse. Det var dem, der kunne "bruge deres hænder". Jeg kom i realen... men jeg elskede stadig at bruge mine hænder til håndarbejde, bagning, madlavning, tegning osv. Jeg har prøvet mange slags håndarbejde, men det er strikning, jeg altid vender tilbage til - eller rettere sagt: Jeg har altid et strikketøj eller to i gang, for dybest set har jeg det, som min mor havde det: Jeg kan ikke bare sidde!
Blot en lille kommentar fra Kusinen på Djævleøen:
SvarSletOm vi var 4 år eller deromkring, husker jeg nu ikke så nøje; men mor Grete ( født Buron) var også meget opsat på, at hendes 2 døtre: Helle og Mette skulle kunne bruge vores hænder. Vore 2 mindre brødre, Søren og Carsten var mere overladt til , aktiviteter, de havde lyst til...dvs. næsten fri adgang til vores far Mogens værksted, hvor der var mange spændende reklameprojekter under udarbejdelse.
Mor havde jo sat sig for , at hendes piger skulle kunne noget med deres hænder, selv havde hun hele tiden havde sytøj, som der var ordrer på, så barndommen huskes ikke mindst på den evindelige lyd af symakinens snurren og radioen skruet op for fuld styrke; i en skøn blanding af Hot og Swing; men sandelig også klassisk musik, og stak man hovedet ind til hende i systuen, kunne man ofte få en lille belæring om, hvad der blev spillet, hvem der havde komponeret, hvilket orkester eller band...og gerne lidt om Bedstefar Ernst Burons musikerliv...herlige bardomsminder!
Men tilbage til strikkeriet: Mette og jeg blev udstyret med strikkepinde og garn; vi havde altid et større arsenal af materialer mm liggende i huset.
Mor viste hvordan, det skulle gøres, og fulgte os tålmodigt på vej...skulle der pilles op, gjorde hun det i starten af vores strikkekarriere. og på den måde fik hun os ganske smerteløst sat i gang med at strikke.
For Grete var det "et must" at det skulle være rart !
Mange år senere, da jeg havde håndarbejde på Hellerup Seminarium, kan jeg tydeligt huske, at min mor fik mig til at love, at hvis jeg nogen sinde skulle undervise børn i håndarbejde, måtte jeg ikke undervise sådan, som hun selv var blevet undervist, engang i 1920-erne, hvor man bestemt havde det formål, at pigerne skulle oplæres til at være nyttige husmødre.
Derfor var opgaven for de små piger i underskolen , at strikke strømper. Når så en lille pige havde endelig afsluttet sin strømpestrikning , skulle den jo forevises håndarbejdslærerinden til nøje eksamination, og efter godkendelse tog lærerinden en stor saks: klippede hul på hælen, for nu var det tid til at lære hvorledes man stopper strømper!!!
Ak ja ..tiderne har ændret sig, fra at være helt nødvendigt at kunne strikke og stoppe strømper til hele famlien og lidt til, er det nu blevet et mere terapeutisk projekt...eller hvad man nu kalder det???
kh
Kusine Helle
Det er dejligt at høre om, Helle. Min egen "karriere" i håndarbejdstimerne i skolen kommer jeg ind på senere - dog kan jeg godt røbe, at den ikke var glorværdig. ;-)
Slet